Sightseeing i Arequipa!

På tur rundt i Arequipa!

Billederne er blevet taget på en af de sjældne regndage

Navnet Arequipa, er Quechua, og kommer helt tilbage fra inkaernes tid. Historien siger at en gruppe inkaer havde gået i flere dage i ørkenen. De var trætte og udmattede på grund af solens varme, da de ankom til en stor flod, hvor der frodigt voksede træer og blomster. 

Endelig kunne de sætte deres lejr op! Efter at ha' boet der i noget tid, spørger de deres leder. Kan vi ikke slå os ned her? Og deres leder kigger sig omkring og svarer: "Ari quepay", som betyder "Let's stay here". 

Så det gjorde de, lige indtil spanierne kom og erobrede byen. 

Det kan tydeligt ses at sydeuropæerne har haft deres indflydelse på byen. 

Som I kan se på billedet her til venstre, er mange af bygningerne bygget i 'Sillar', en vulkansk hvid sten, og ofte med utrolig smukke mønstre og figurer indgraveret. 

Med tiden fik byen sit navn: 'La Ciudad Blanca'. Som betyder 'Den hvide by'. 

Oprindeligt kommer navnet fra den store spanske befolkning, som boede her. Men da det ikke længere kan ses hvem der stammer fra inkaerne, og hvem der stammer fra europæerne, kommer navnet nu fra den vulkanske sten, 'Sillar'. 

Her på billedet til højre, kan I se de smukke søjler fra gården, 'Cloustro de la Compañia'. Et af mine absolutte ynglingssteder her i Arequipa. 

I midten er pladsen står et springvand, og hvis man har lyst kan man gå ovenpå, hvor der ligger en lille cafe. Så kan man se gården og de flotte søjler oppefra, eller man kan, som jeg nogle gange gør når det er blevet mørkt. Vende rykken til det hele, og sætte sig på stenmuren, og se på de fjerne lys på bjergsiderne 

Det er et rigtig dejligt, fredeligt sted, selvom det ligger midt i centrum af byen, med taxier, busser og biler susende rundt lige uden for murene. 

Her kan I se et af de helt store kendeteng for byen Arequipa. Den stadig aktive vulkan 'El Misti'. Den er 6075 meter høj, og kan bestiges med guide. 

Arequipa er omgivet af 3 store vulkaner. 'Chachani', 'El Misti' og 'Pichu Pichu'. 

Historierne siger at Inkaerne sover inde i 'Pichu Pichu', og ligesom 'Machu Picchu' ligner vulkanen faktisk en sovende inkaer, hvis man hælder hovedet lidt til en side. 

Peru ligger lige på randen af en af jordens plader, og derfor har vi jordskælv dagligt. De er ikke store - For det meste mærker man dem slet ikke. Men det sker dog at der til tider kommer store rystelser. 

En ting jeg har lagt mærke til her i skolerne er at man ikke har brandalarmer, men i stedet jordskælvsalarmer. 

Her på billedet til højre, kan I se et rigtigt hverdagsbillede. 

På næsten hver et gadehjørne står der enten mænd eller kvinder, og sælger alt fra plastiklegetøj til karameller og tyggegummi.  

Dette billedet er taget på vej fra spansk. Vejen hedder 'Calle Bolivar', og som i kan ane i højre side af billedet, går man forbi Klostret 'Santa Catalina'. Det er et sted man ikke må undgå at besøge, hvis man kommer til Arequipa, og man kan hurtigt bruge 2-3 timer på at gå rundt i de smalle røde-og blåfarvede gader. 

Sådan ser gaderne tæt på centrum altså ud, for bare 5 blokke væk ligger 'Plaza de Armas' og så er man i centrum. 

Sjovt nok er der ingen busser, taxier eller biler på dette billede, men normalt er der fyldt med larm, dytten og børn i skoleuniformer.

Så er vi noget til 'Puente Grau', som I kan se her til højre. Og som så fint er kommet med i billedet, er en af de små gule taxi, som drøner rundt i gaderne. 

Det er en smuk oplevelse at gå over broen, med floden der løber lige under, byen med dens bygninger og de smukke bjerge og vulkaner i baggrunden.  

Hvis vi siger at vi sætter os ind i taxaen, kommer vi fra centrum og krydser den altid trafikproppede bro. Hvis vi så vælger at dreje til venstre, lige efter broen, vil vi være på vej til min skole, Dunalastair, eller den kendte sportklub 'Club Internacional'. 

Jeg har lagt mærke til at her i byen Arequipa er der ikke fartgrænser og meget få skilte der indikerer en hastighed. Da jeg spurgte min værtsfar, Raul, hvordan det kunne være. Svarede han:

"Der er altid trafik, så der er ikke rigtig mulighed for at køre stærkt igennem gaderne". 

Den gang synes jeg det var lidt sjovt, men det er faktisk rigtigt. Det er umuligt at finde en gade, hvor man bare kan drøne hovedløst rundt. 

Det betyder dog ikke at busserne og combierne ikke ofte kører om kap, for at komme først til de store grupper mennesker der ønsker at komme fra et sted til et andet. 

Der findes stoppesteder her i Arequipa, men de bliver sjælendt brugt. I stedet indikerer man bare til buschaufføren hvis man gerne vil med, og når du skal af, kan du for eksempel bare sige at du gerne vil af ved hjørnet, parken eller kirken, og så bliver du sat af lige ved døren. Og så skal du kun betale 80 centimos, som svar til mindre end 2 kroner for hver bustur. Nogen gange mindre, men aldrig mere!  

Her til venstre er det igen udsigt fra 'Puente Grau'. Denne gang til den anden side, men vulkanen 'Chachani' i baggrunden.

Ja, så kom den endelig. Kendetegnet for Peru, og noget af det eneste min klassekammerater kendte til landet da jeg sagde jeg skulle til Peru.

Lamaen! 

I parken overfor min skole, går der en, nogen gange to lamaer rundt og græsser. 

Ikke at det er normalt her i Peru, at man har lamaer, pequñaer eller alpacaer gående rundt i byerne, de er vidst kun sat op for at glæde turisterne. 

Udover de sjove dyr, kan man også nyde et skakspil hvis man har lyst, på et af de i alt 4 skakborde der er sat op, eller nyde solen, eller skyggen på en af bænkene.

Her kommer vi altså lige fra 'Puente Grau', drejer til venstre og kommer til parken. 

I baggrunden kan I igen se vulkanen 'Chachani', med de flotte sneklædte toppe. 

Det siges at den skulle være den sværeste af de 3 vulkaner at bestige. 'El Misti' skulle være den nemmeste, selvom det på ingen måde må være nemt at gå rundt i 6000 meters højde!

Så er vi tilbage i centrum. 'Plaza de Armas' og katedralen. Katedralen er bygget i den smukke vulkanske sten, 'Sillar', og har været lidt igennem. Under det store jordskælv i 2001, kollapsede nemlig et ud af de to store tårne. Det er senere blevet rekonstrueret, og nu kan man ikke se hvilket et af dem der er det nyeste.  

På billedet her til højre, kan I se gågaden, 'Los Mercaderes'. Den er fyldt med butikker, restauranter og fastfood-kæder. 

Følger man gaden helt til ende, kommer man til det lokale market 'Siglo XX', hvor man kan købe alt fra falske sko og tasker til kæmpe poser med chips og nødder. 

Her har vi så udsigten når jeg tager til universitetet. (Da jeg boede med Raul og Anace.)

Der krydsede jeg den ensrettede bro, 'Puente del Fierro', som er tegnet og bygget i det samme materiale som Eiffeltårnet i Paris, for at kunne tage min combi til 'La Salle'. 

Og så slutter vi altså vores rundvisning her, med et billede fra Liam's tag, med udsigt udover byen, vulkanen 'Pichu Pichu' og den flotte aftenhimmel med månen. 

"Hope you enjoyed!"

En lille gågade, med hyggelige restauranterne,
på "bagsiden" af katedralen. 

Kirken ved 'Parque San Fransisco'

Et af de første "på gensyn" ud af mange!

Ja, så skete det jeg så længe ikke har villet tage stilling eller ture tænke på. 

Her til morgen, tog jeg sammen med Liam(Canada), Stefanie(Tyskland) og Asger (Silkeborg,Danmark) ud til Arequipa-lufthavn for at tage afsked med den første udvekslingsstudent der tager fra Arequipa. Julius er nu i Lima, inden han den 1. Juli rejser helt hjem til Tyskland, hvor han kommer fra. Vi har jo alle vidst at dette udvekslingsår ville komme til en ende. Om man så har set frem til det, eller frygtet øjeblikket, er jo forskelligt, men jeg har i hvert faldt slet ikke tænkt på at jeg jo skal sige "på gensyn" til nogen for at jeg med gensynsglæde kan sige hej til andre. Det har ikke faldet mig ind før for ganske nyligt. De mærkeligste steder popper det så pludselig op i mit hoved. I min seng da min værtssøster er faldet i søvn, før et Rotary-møde eller i bussen på vej til uni eller et andet sted i Arequipa. Og det sidstenævnte sted var lige præcis hvor jeg endte med at sidde og knibe en lille tåre, efter at ha' været ude i lufthavnen. Jeg ved ikke hvad det er med de busser, eller combier som de bliver kaldt her. Men så sidder jeg der alt for høj til at kunne stå oprejst, alt for lyshåret til på nogen måde at være "native-peruvian", med blanke øjne og snøfter. Bussen skramler selvfølgelig videre, slæber sig over bump og dytter hidsigt hvis noget eller nogen står i dens vej - Livet går jo videre, og det her er nok bare et af de mindre bump på min vej, som jeg skal overkomme, selvom det til tider kan være svært. For jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg skal kunne sige "på gensyn" og tage her fra Peru og alle de mennesker jeg har lært at kende i løbet af året, uden af vide hvornår jeg kommer tilbage. Jeg ved at jeg nok skal komme tilbage, men hvornår er jeg ikke sikker på. Og når jeg kommer tilbage vil der være folk som ikke er her. De andre udvekslingsstudenter for eksempel, som er så stor en del af mit udvekslingsår. Jeg bliver nærmest helt svimmel hvis jeg tænker for meget over det, og en knude i min mave vokser, mens det stikker lige der hvor ribbenene mødes. 

Og nu er det jo ikke fordi jeg ikke også glæder mig til at se min dejlige familie og mine venner hjemme i Danmark, det er bare en meget forvirret og nok lettere splittet pige der skriver lige nu. 

Jeg har synes det har været en rigtig god oplevelse at skifte familie her i Juni-måned, og jeg nyder at jeg har det så godt med min værtssøskende! Men Andrea og Jeg kigger ofte på hinanden og siger: "Hvorfor er det lige at vi ikke har mødt hinanden noget før?! Hvis bare Raul og Anace havde taget ud at rejse noget før. Haha" Jeg tror at for mig er det ligegyldig om vi havde mødt hinanden noget før eller her mine sidste måneder. Jeg er sikker på at ligegyldig hvad vil jeg gøre mit for at holde kontakten med hende. Men udover at jeg har fået ny værtsfamilie her i Arequipa, har jeg altså også lige pludselig fået et nyt netværk og dermed nye venner, som jeg desværre ikke har lang tid til at lære at kende. Og som flere har sagt til mig: "Ida, hvordan kan det være at du har boet her i Arequipa i 10 måneder, og vi først lærer hinanden at kende nu!?" Ja, der er mange gode spørgsmål, og desværre ikke mange helt så kløgtige svar ;) 

Men det summer vel egentlig meget godt et udvekslingsår op: Der er mange, rigtig mange spørgsmål, (ikke alle sammen lige gode haha) og ikke altid svar til dem alle...

Familien Paz Salinas

Så fik jeg endelig her på Farsdag taget nogle billederne af "min nye familie". På det øverste billede kan i se mine to søskende. Andrea på 18 og Sebastian på 14, og mine værtsforældre Zoraida og Cesar. 

Glædelig Farsdag specielt til min allerbedste Fallecool <3 

Dans i gaderne!

Håber I alle har haft en god weekend? Her kommer lige et indlæg om sidste weekend, hvor jeg endte med at danse hele lørdag ! 

Om morgenen havde jeg præsentation med den gruppe jeg danser sammen med, hvor vi skulle danse forskellige stilarter. Jeg skulle være med til at danse salsa, og fik derfor ordnet hår, makeup og blev iført en rød flagrende kjole og sorte dansesko. Jeg var ret nervøs dagene op til, og før vi gik på scenen, men alt gik fint, og jeg var glad for at være med. 

Det var nu et sjovt arrangement, med alt fra arabisk mavedans, hiphop og latinske rytmer. Det var et sjovt mix, men fedt at alle stilarter blev modtaget lige positivt. 

Men dagen blev kun bedre, for bagefter opvisningen, tog vi en mindre gruppe til et distrikt i Arequipa, som hedder Socabaya, for at deltage i distriktets aniversario (kan ikke lige huske det danske ord, men tror godt at I kan gætte hvad jeg mener. Ja det falder mig ikke lige så nemt at skrive på dansk mere… Men det tager jeg nu egentlig kun som et godt tegn.)  

Nå, men det gik ud på at vi i 3-4 timer dansede salsa og bachata i gaderne, mens beboerne i Socabaya sad og så på, klappede, hujede og tog billeder. Det sidstenævnte ved jeg ikke om de gjorde fordi vi dansede godt, eller fordi der var en "gringa", som de kalder mig her. (Nem oversættelse, lyshåret, "turist" pige) i gruppen. Håber selvfølgelig på det første, selvom det var meget direkte at de gerne bare ville have et billedet med mig. Men så er det jo godt at jeg for længe siden har lært at lave "The Rotary Smile", og så var det jo en dejlig dag med musik, dans og glade mennesker, så det var ikke så svært lige at sende et smil til kameraerne ;) 

Om aftenen, tog jeg ud og danse med Andrea, min værtssøster, og hendes veninder, så jeg var godt øm i min krop, ben og specielt mine knæ da jeg endelig kunne lægge mig til at sove! 

Nogle af pigerne klar til at danse Tango, Merenge og Bachata 

Optog i Socabaya 

Og ja, tro det eller lad vær', men så er jeg simpelthen blevet et ansigt på peruviansk morgen-tv. Programmet minder om "Go-morgen Danmark", hvor der bliver snakket om alt fra politik til mode, og det var så der at vi, Ina, Stefanie og Jeg kom ind i billedet, for vi blev nemlig sat til at lege modeller for en dag. Det var en sjov og meget meget mærkelig oplevelse. Der var selvfølgelig ikke nok tid til at ordne hår og makeup, og så blev vi bare smidt ud i det, uden at vide hvad vi skulle gøre, eller hvor vi skulle kigge hen. Smil, Pose og åben dine øjne. Det tror jeg var noget af det de sagde til mig, inden jeg blev smidt på scenen, for at en dame kunne snakke om det tøj jeg havde på. 

Heldigvis var min værtssøster, Andrea, med som arbejder i sin fritid som model. Hun var rigtig sød til at hjælpe, give råd og tage billeder. 

Jeg har det rigtig godt i min "nye" familie, hvor jeg nyder at have søskende igen. Havde helt glemt hvor skønt det er at have nogle af snakke, grine og fortæller historier med. Vi hygger rigtig meget, Andrea og jeg, og ingen af os kan rigtig forstå at jeg kun har boet hos dem i under 2 uger.

Bagefter "modeopvisningen", skulle jeg som den eneste være "negle-model", til en lille reklame for hvordan man bruger en ny form for neglelak. Det var simpelthen en af de mærkeligste og mest akavede oplevelser jeg har haft længe! For med mine blå/grønne-øjne, ville de have mig til at "pose" med mine nymalede negle oppe ved mine øjne, og DET var altså en meget mærkelig oplevelse. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv og mere præcist mine hænder, og om det fungerede, ved jeg ikke. Men så længe jeg åbnede mine øjne var de glade Haha. 

Min tale til konferencen

Her er så en video af min tale til den årlige konference. (Der mangler en smule af begyndelsen) 

Muchísimas Gracias!

Her er en grov oversættelse af hvad jeg sagde i min tale til konferencen i Ica. 

"Kære Rotarianere. Mine brødre og søstre - Udvekslingsstudenterne!

Godmorgen til Alle. Jeg hedder Ida Nicoline, og jeg er fra Danmark, og nu er jeg også fra Perú og selvfølgelig er jeg Arequipeña.

Tid er en mærkelig ting. En sommer kan føles som bare en weekend, en dag i skolen kan føles so et år. Og et år kan være et helt liv. Ligesom denne vidunderlige oplevelse som Rotary har givet os. 

Ingen af os havde besøgt Peru før vi ankom her til vores udvekslingsår. Selvfølgelig kendte vi til Machu Picchu og en smule om inkaerne. Men Peru er meget meget mere end bare det. For mig, er Peru en verden i kun et land. 

I løbet af disse måneder har vi lært kysten, højlandet og junglen at kende. Og i dem har vi lært bjergene, dalene, strandene og mange andre vidundere at kende. Og hvert sted har sin danse, traditionelle retter og sit folk. Altid meget venlige og med interessante historier det deres liv og Peru. 

Nu ved vi hvad Peru er. 

Det er kysten, højlandet, junglen. Sit folk, sin fauna og sine danse. Sin tradition og sin gastronomi, det strækker sig fra surierne i junglen, til sin rocoto relleno i Arequipa og meget mere. 

Det vores andet hjem, hvor vi har familier og venner, og de vil altid være i vores hjerter, ligesom at Peru nu er en stor del af os. 

Og jeg er sikker på at vi er klar til at præsentere Peru til Europa og resten af verden. 

Derfor vil jeg gerne sige til alle jer, i repræsentation af udvekslingsstudenterne fra Europa: 

Tusind tak for denne mulighed! 

I har et vidunderligt land, og vi vil altid huske vores år her i Peru. 

For os er det svært at vi nu skal tilbage til vores lande, men dette er ikke et farvel, det er bare et "på gensyn" 

Mange Tak!"

Så har I nogenlunde hvad jeg sagde til konferencen, dog på spansk. Håber I kan forstå min oversættelse, for det var faktisk svære end jeg lige troede at oversætte. (Og så lyder det altså også flottere på spansk, synes jeg) 

El ultimo viaje y la conferencia

Hvordan skal jeg dog beskrive den sidste Rotary-rejse med udvekslingsstudenterne. 

Den var sjov, hyggelig, trist, nervepirrende, fremmed og samtidig bekendt. 

Turen gik til Ica, hvor vi skulle deltage i den årlige distriktskonference, hvor klubberne mødes for at blive inspireret til det kommende "Rotary-år", og for at høre hvordan dette år gik. Vi skulle ikke deltage i hele konferencen, så vi havde tid til at tage på tur og opleve Ica og omegn. For mig var det et gensyn med mange af stederne, da jeg sidste år var der med de små børn fra min skole og den thailandske udvekslingsstudent fra AFS. Men det gjorde ikke noget, for oplevelsen er en anden når man er sammen med en gruppe unge fra hele verden, som man på samme tid har alt og intet til fælles med. 

Så for mig var det et gensyn med mange ting, men selvfølgelig besøgte vi også nogle steder som jeg endnu ikke havde set. 

I løbet af den lille uge vi var afsted, besøgte vi Huacachina, som er en oase i ørkenen. Utrolig smuk og sjov oplevelse. Her kørte vi rundt i de sjove biler I kan se på billedet nedenfor, og så sandboardede vi i de store "sand-bjerge". 

Det var sjovt og lidt skræmmende at suse ned af bakkerne som kun blev større, for hver gang vi nåede til den næste kam. Den sidste gang vi susede ned, var bjerget/bakken så stejl, at det lignede at bakken gik indad, hvis I forstår hvad jeg mener. Vi kunne ikke se bunden! 

Jeg tog turen på maven, og endte selvfølgelig med at have sand steder man normalt ikke har sand. 

Vi besøgte også Paracas, hvor vi tog ud til "mini-galapagos-øerne" som nogle kalder dem. De er fyldt med fugle, pingviner og søløver. Det er sjovt som modsætninger mødtes på denne tur, for så smukt og idylisk der var ved øerne, slog stanken af fugleekskrementer og denne kolde havluft en i møde, og gjorde turen lidt bittersød ;) 

(For mange år siden eksporterede de faktisk fuglelorten til Europa for at få jorden så god så mulig til at kunne så forskellige planter.) 

Bagefter kørte vi rundt i det smukke reservat, og så det flotte landskab. Der spiste vi frokost, bare en halv meter fra havet. Og bagefter var vi nogle der hoppede i vandet, inden vi kørte tilbage til hotellet for at gøre os klar til "Noche de Talentos". 

Til Talentaftenen, optrådte jeg med mine værtsforældre og Stefanie og Liam. Vi sang to sange. "Y se llama Perú" og "Stand by me" i spanskversion og engelsk. 

Vi var klædt ud i kostumer, så vi repræsenterede de 3 regioner der er i Perú. Kysten, Højlandet og Junglen. Jeg var Højlandet, klædt ud i ñusta hedder det. Det var en sjov oplevelse, og vi vandt 3. præmie for vores optræden. 

To udvekslingsstudenter fra Lima, min gode veninde Emilie og Connor optrådte med traditionel dans, Marinera, og vandt 2. præmie, hvorefter alle, udvekslingsstudenter og peruvianere begyndte at brokke sig højlydt fordi de ikke vandt 1.præmien. De dansede så flot, og fortjente virkelig at vinde, men som alle sagde, så vandt de publikum, og det er jo egentlig det vigtigste! 

                                       

Den næste morgen, kom så det nervepirrende øjeblik hvor jeg skulle holde min tale. Det gik rigtig fint, og folk klappede og grinede. Da jeg var færdig havde jeg egentlig bare lyst til at lave endnu en tale jeg kunne fremvise, med endnu flere ting jeg kunne sige om Perú og udveksling :D 

Jeg er utrolig beæret over at jeg som en af de få fik lov til at tale til konferencen, og håber på at folk nødt talen og at jeg levede  op til forventningerne. 

Efter talerne fra udvekslingsstudenterne, begyndte Felisa, fra Tyskland, at snakke om Rotary's opgave at udbrede fred i verden, og så begyndte vi at synge "Imagine" på spansk, mens vi stod i en halvmåne med alle vores flag og sjove blazers. 

Det var et rørende øjeblik for mig. Ved egentlig ikke om det var fordi vi snakkede om fred i verden, eller at jeg skulle til at synge solo til konferencen for anden gang, men stemningen og følelserne tog over, og jeg måtte tage mig sammen inden jeg skulle genneføre min del af sangen, inden de andre stemte i til omkvædet. 

Som jeg tidligere sagde - modsætningerne mødtes på denne tur. Vi grinede og græd sammen. Mødtes med glæde men samtidig velvidende at det var den sidste tur sammen og sagde Hej, og på Gensyn. 

For nu slutter vores udvekslingsår, og vi vender alle tilbage til vores lande, og jeg ved godt at alle over 30 år vil sige: #Ja Ida, men husk lige på at du er så heldig at internettet er opfundet." Og det ved jeg udemærket godt, og det gør da også en forskel at jeg ikke skal sende 100 postkort rundt i verden for at komme i kontakt med folk, men det er stadig ikke helt det samme, som at se folk og kunne høre deres stemmer. 

Alle siger at verden bliver mindre og mindre, og det gør den nok også fordi det er blevet nemmere at komme rundt og komme i kontakt med folk over alt i verden, og verden er da også blevet mere overskuelig nu, hvor jeg har kontakter i en stor del af den. Men på samme tid bliver den meget meget stor, når man gerne ville mødes allesammen, men der bare lige er store have, landegrænser og mange kilometer land i mellem os alle. 

Jeg er bare glad for at jeg har mødt dem alle - De vil altid være en stor del af mit udvekslingsår. Og gæt så lige. Symbolet for vores gruppe er blevet den danske krone! Mange går allerede rundt med den om halsen, og jeg har flere der ønsker at jeg sende en når jeg kommer hjem til Danmark. 

Inden vi, Liam og Jeg, stod triste med tårer i øjnene, og vinkede farvel til busserne der kørte mod Lima, tog vi allesammen på vingård og havde vinsmagning. Noget som jeg er ret sikker på at der er op til flere mandfolk i min familie's omgangskreds, inklusiv min Far, der ville nyde ;)  

Som sagt var det modsætningernes tur, men en fin afslutning på et lang/kort udvekslingsår ;) 

Mine rigtig gode veninder Lexie (Canada) og Emilie (Legoland ;) 

Las Dunas - Huacachina

Las Dunas - Huacachina

Paracas 

Den røde strand i reservatet i Paracas 

Frokost i reservatet i Paracas - "Tío Phil" 

Tacama, vinsmagning

Vinmarkerne 

Emilie og Jeg. Marinea og Ñusta 

Stefanie, Liam og Jeg - Costa, Selva y Sierra 

"Imagine"