Et af de første "på gensyn" ud af mange!

Ja, så skete det jeg så længe ikke har villet tage stilling eller ture tænke på. 

Her til morgen, tog jeg sammen med Liam(Canada), Stefanie(Tyskland) og Asger (Silkeborg,Danmark) ud til Arequipa-lufthavn for at tage afsked med den første udvekslingsstudent der tager fra Arequipa. Julius er nu i Lima, inden han den 1. Juli rejser helt hjem til Tyskland, hvor han kommer fra. Vi har jo alle vidst at dette udvekslingsår ville komme til en ende. Om man så har set frem til det, eller frygtet øjeblikket, er jo forskelligt, men jeg har i hvert faldt slet ikke tænkt på at jeg jo skal sige "på gensyn" til nogen for at jeg med gensynsglæde kan sige hej til andre. Det har ikke faldet mig ind før for ganske nyligt. De mærkeligste steder popper det så pludselig op i mit hoved. I min seng da min værtssøster er faldet i søvn, før et Rotary-møde eller i bussen på vej til uni eller et andet sted i Arequipa. Og det sidstenævnte sted var lige præcis hvor jeg endte med at sidde og knibe en lille tåre, efter at ha' været ude i lufthavnen. Jeg ved ikke hvad det er med de busser, eller combier som de bliver kaldt her. Men så sidder jeg der alt for høj til at kunne stå oprejst, alt for lyshåret til på nogen måde at være "native-peruvian", med blanke øjne og snøfter. Bussen skramler selvfølgelig videre, slæber sig over bump og dytter hidsigt hvis noget eller nogen står i dens vej - Livet går jo videre, og det her er nok bare et af de mindre bump på min vej, som jeg skal overkomme, selvom det til tider kan være svært. For jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg skal kunne sige "på gensyn" og tage her fra Peru og alle de mennesker jeg har lært at kende i løbet af året, uden af vide hvornår jeg kommer tilbage. Jeg ved at jeg nok skal komme tilbage, men hvornår er jeg ikke sikker på. Og når jeg kommer tilbage vil der være folk som ikke er her. De andre udvekslingsstudenter for eksempel, som er så stor en del af mit udvekslingsår. Jeg bliver nærmest helt svimmel hvis jeg tænker for meget over det, og en knude i min mave vokser, mens det stikker lige der hvor ribbenene mødes. 

Og nu er det jo ikke fordi jeg ikke også glæder mig til at se min dejlige familie og mine venner hjemme i Danmark, det er bare en meget forvirret og nok lettere splittet pige der skriver lige nu. 

Jeg har synes det har været en rigtig god oplevelse at skifte familie her i Juni-måned, og jeg nyder at jeg har det så godt med min værtssøskende! Men Andrea og Jeg kigger ofte på hinanden og siger: "Hvorfor er det lige at vi ikke har mødt hinanden noget før?! Hvis bare Raul og Anace havde taget ud at rejse noget før. Haha" Jeg tror at for mig er det ligegyldig om vi havde mødt hinanden noget før eller her mine sidste måneder. Jeg er sikker på at ligegyldig hvad vil jeg gøre mit for at holde kontakten med hende. Men udover at jeg har fået ny værtsfamilie her i Arequipa, har jeg altså også lige pludselig fået et nyt netværk og dermed nye venner, som jeg desværre ikke har lang tid til at lære at kende. Og som flere har sagt til mig: "Ida, hvordan kan det være at du har boet her i Arequipa i 10 måneder, og vi først lærer hinanden at kende nu!?" Ja, der er mange gode spørgsmål, og desværre ikke mange helt så kløgtige svar ;) 

Men det summer vel egentlig meget godt et udvekslingsår op: Der er mange, rigtig mange spørgsmål, (ikke alle sammen lige gode haha) og ikke altid svar til dem alle...