torsdag den 16. januar 2014

Tacna, Mollendo og Mejía

Har haft en dejlig uge ved stranden, med rigtig søde mennesker! Mejía er en dejlig lille by, med fine gamle huse, som ligger næsten på stranden, hvor sandet er så varmt at man brænder sine tæer, men vandet er lige så koldt hvis ikke koldere end i Danmark! 

Jeg håber at tage tilbage til stranden i næste uge :D 

Mollendo

Stranden i Mollendo, sammen med Anace og Raul

Fiskere i Ilo

Rotary Klub Tacna

Centrum af Tacna, sammen med min "lillesøster" Fabiana

Centrum af Tacna, sammen med Sandra og Fabiana


Katedralen i Tacna





La Calle Prinicipal en Tacna








Stranden i Mejía 

Stranden i Mejía sammen med Fabiana og Mariana, som er Fabianas niece.

Mine søskende fra Tacna - Renatto og Fabiana






















onsdag den 15. januar 2014

Fødselsdag, Ferie, Tacna og Mejía

Fødselsdagsfrokost :) 

Tradition her i Perú, at man tager en bid af sin kage, og så får skubbet hovedet ned i den! 

Rotary-dag, hvor vi uddelte en masse tøj til de personer i Arequipa, som desværre ikke har så meget selv.

Frokost med Rotary, hvor alle sang fødselsdagssang for mig! 

Blev vækket med sang og kage d. 2. Januar


Så er det vidst også blevet tid til en opdatering med en masse billeder!
Internettet her i lejligheden har været dårligt, og så har jeg været en uge ved stranden, og har derfor ikke fået skrevet hvordan mine første uger af 2014 har været... 

På min fødselsdag blev jeg vækket med sang og kage :) Senere på dagen tog jeg på restaurant med mine veninder fra skolen. Der spiste vi frokost og kage, og senere på dagen tog vi hjem til lejligheden og så en film. 
Udover fødselsdagssangene fra både mine veninder, familie og DR Pigekoret, fik jeg også en fødselsdagssang af omkring 100 rotarianere, da vi havde en rotary-frokost søndagen efter min fødselsdag. 

Og så har jeg lige været en lille uge ved stranden :D 
Jeg kørte til Tacna med Anace og Raul, som skulle besøge forskellige klubber i byen. Og da de dagen efter kørte tilbage til Arequipa, blev jeg og boede hos en rigtig sød familie i Tacna. Med dem tog jeg til Mejía, som er ved havet. Familien består af mor, far og to børn. Renatto (14) og Fabiana (10). Det var rigtig hyggeligt at bo sammen med dem, og jeg håber på at jeg kan komme tilbage og bo med dem i Mejía måske allerede i næste uge! 

Ellers havde jeg før nytår besøg af en dansk dreng fra Silkeborg, som er udvekslingsstudent i Puno. Og så fejrede jeg både jul og nytår her i Arequipa.


Ana og Jeg flader ud efter Juleaften :D 

Asger fra Silke og Puno, på besøg i Arequipa

Ingen jul, uden hvidt plastik juletræ ;) 

Kalkun

Vi fejrer Jesu fødsel med stjernekastere og fyrværkeri kl.00.00



tirsdag den 24. december 2013

Rigtig Glædelig Jul!

Så sidder I sikkert allesammen mit i flæskestegen og de brune kartofler. Mørket har sænket sig over lille Danmark, og senere skal I traditionen tro ind i stuen og danse og synge rundt om et ægte grantræ, pyntet med nisser, flettede hjerter, julekugler og i min familie julepynt fra det meste af verden. Det er mærkeligt ikke at være en del af det på samme måde som alle de andre år, og jeg må indrømme at som alle tidligere udvekslingsstudenter har sagt, og som jeg kan mærke på mine venner fra hele verden, så er det nu man mærker et lille stik af hjemve over at sidde på den anden side af jorden. 
Jeg har ellers ikke været ramt af hjemve, og så sent som i går da jeg skypede med Mor, Far og AK, og de spurgte om jeg havde hjemve, grinede jeg bare, rystede på hovedet og svarede: "Ikke noget særligt!" Men juleaften er alligevel noget specielt, og jeg har da også lige klemt en lille tåre ved tanken om Disneys juleshow, hele familien samlet, juletræet med levende lys, og alle de andre traditioner og minder jeg har fra tidligere juleaftener. 
Jeg har prøvet at pynte mit eget værelse op til jul, og åbnet pakkekalender hver eneste dag, men alligevel er det ikke det samme - Faktisk langt fra. 
Men så får jeg prøvet at holde jul i sol og 20 graders varme, med et plastikjuletræ jeg selv har samlet, og det er jo også en oplevelse. 

Jeg vil bare ønske jer allesammen en rigtig rigtig glædelig jul, jeg tænker meget på jer, og vil sige tusind tak for al opbakning, breve, mails og ikke mindst kommentarer i løbet af de sidste 4-5 måneder! <3 

søndag den 15. december 2013

Dunalastair por siempre!


Jep, så graduerede jeg da lige efter 4 måneders "hård" skolegang! Specielt her den sidste uge har jeg virkelig skulle yde meget! Både da vi afprøvede ceremonien, holdt barbecue og da hele skolen lavede et show for os, som endte ud i at vi alle stod på en lang række, og så kom ALLE, og når jeg siger alle er det ikke en overdrivelse, samtlige klasser kom på en række forbi os og gav kys og kram! :) 

I onsdags holdt vi barbecue i "la casa de Sachaca", som mine værtsforældre ejer. Det var en rigtig hyggelig og sjov dag! Og som traditionen tro når skolen er der, bliver folk smidt i poolen. Og da drengene ikke havde nogle yngre klasser de kunne smide i, blev samtlige piger og drenge skubbet og smidt i. Personligt var jeg selv i med tøj, sko og briller hele 3 gange! 

Ja sådan ser det ud når man bliver smidt i poolen - Der er ikke så meget man kan gøre ;) 




Dagen efter, fredag, lavede skolen et show for os, med forskellige lege og alle blev kaldt op på scenen og fik et kort, og til sidst fik vi kys og knus fra ALLE! 
Jeg synes det er lidt tankevækkende at jeg græd i fredags da alle sagde held og lykke og på gensyn, og jeg fældede ikke en tårer, da jeg afsluttede skolen i Danmark, efter 10 år! 




Og så i går graduerede vi! Det var præcis ligesom i filmene, med den rigtige hat, tøj og det hele. Vi fik vores diplom, et slags halstørklæde med skolens våbenmærke på og så flyttede rektor, Cesar Paz, dimsen på hatten fra venstre side til højre. 
Bagefter var der frokost og fest  - Skønt at få danset så meget med venner, som jeg kommer til at savne, når vi for alvor siger farvel/på gensyn på torsdag! 


Mine dejlige venner, som jeg besøgte Ica, Nazca og Paracas sammen med! Altid så hyggeligt at møde dem på skolen! 

Señor Marco, som kører mig til og fra skole hver dag, og samtidig arbejder på skolen

Mig og mine værtsforældre, Anace og Raul

Hele mine årgang! (Dog mangler der to, som kom forsent..) 






mandag den 9. december 2013

Jul og de sidste uger af skolen...

Danske juletraditioner i Arequipa :) 

Så er julen ved at være kommet til Arequipa, selvom det er på en helt helt anden måde end i Danmark. Har hørt at sneen dækker det lille land, her kan jeg så fortælle at regnen er begyndt at komme, og det er blevet en smule koldere om eftermiddagen. Meen det stopper ikke min værtsmor, Anace, fra at pynte både skolen og lejligheden op med plastikgran, store snemænd og lyskæder :D 
Så jul bliver det altså også her i Perú, selvom det bestemt er på en anden måde! 
Forresten da vi skulle samle juletræet, vendte vi det på hovedet, så det var lille forneden, og så blev bredere og bredere, haha! Vi fik det dog rettet. 


Ja, sådan ser det altså ud når man samler et juletræ! 


Og selvom julen fejres på en anden måde, fik jeg da også hygget med gode danske juletraditioner, som for eksempel pebernødde-bagning, flettede julehjerter og stjerner, konfekt og kalenderlys. Med rigtig god hjælp hjemme fra Pippihuset, som nemlig har sendt julepakke med pakkekalender og andre hyggelige ting. Så nogle af mine veninder her, fik en lille bid af den danske jul :) 


Min gode veninde Yamilet og jeg laver pebernødder - De var et hit, det var lakridserne ikke...Haha

Og så i sidste uge blev der taget billeder til skolebladet. Derfor kom alle drengene i jakkesæt. Skjorte, bukser, jakke, pæne sorte sko og ikke mindst slips, og pigerne i høje hæle, hvid bluse, blazer og pæne bukser. Der var faktisk nogle af drengene der fik besked på at barbere sig, og til selve graduationsdagen klippe deres hår..! Vi fik taget enkeltbilleder og fællesbilleder. Alle bliver vidst i skolebladet, og under ens billeder vil der så stå hvad man hedder og hvad man gerne vil studere. Det var rigtig sjovt og hyggeligt og jeg fik taget en masse billeder med de fleste fra min årgang, men samtidig var det lidt sørgmodigt. Jeg har kun en uge tilbage i skole.. På lørdag graduerer vi med hatte, kapper og det hele, og den 19. december har vi sidste skoledag, Clausura, hvor jeg vidst skal synge igen. "We are the champions", som er en tradition at den bliver sunget til sidst, til ære for "studenterne" og "Jingle Bells", for det er jo jul ;) 

Her tilsidst vil jeg godt lige sige en speciel meget stor tak, til Anna og Malene, som har sendt et dejligt julekort og en lille gave hele vejen fra Danmark. Fik brevet i dag, og jeg blev meget glad og rørt! 
I det hele taget tak til alle der skriver og sender ting, om det så er per mail, på facebook eller på andre måder. Jeg sætter virkelig pris på det! 

Fra venstre Daniela, Leon, Liam, Claudia, Julius og Claudia 

Mange af pigerne fra min klasse :)
Fra venstre Sarith, Gianella, Aranya, Lesslie, Daphne, Elsa, Daniela, Valeria og Gianella

Den gruppe af elever der har været længst tid på skolen + Skolens våbenskjold

mandag den 25. november 2013

Så røg håret og skolen fejrede Fiesta Familia :D


Ja, sådan ser det altså ud når man kommer ind på universitet, og går på Dunalastair. Så ryger håret! På min skole er det en tradition at man klipper drengenes hår, og smider æg og vand på pigerne hvis de komme ind på universitet. Så fredagmorgen havde en fra min klasse medbragt en karseklipper/baberklipper (Hvad kalder man det?!) til skolen, så drengene på skift kunne blive klippet, efter at de forskellige elever havde ødelagt deres hår. Der var hård, vand, mel og æg, over det meste af den lille skole :D 


Så optrådte både skolens kor og orkester til et arrangement med andre skoler. Jeg så orkestret spille sammen med mine værtsforældre. Det er sjovt at se de forskellige anderledes instrumenter :) 

Og i går, søndag, var der Fiesta Familia. En hel dag med familie og venner, hvor det meste af skolen optrådte med sang, spil og dans. Det var sådan en dejlig dag med en masse søde mennesker, og om aftenen tog det meste af min årgang, årgangen under og nogle af de gamle elever hjem til en dreng fra min klasse. Det var en skøn dag, som jeg er så glad for at jeg var en del af! 
(Jeg bidrog selv til dagen med sang og lidt dans) 



I dag har jeg slappet af, og så været på museum med min gode ven Liam fra Canada. Vi var i det lille museum tæt på Plaza de Armas, hvor mumien Juanita, en 12-13 årig inkapige ligger udstillet. Det var en spændende, men også en lidt uhyggelig oplevelse. Selve mumien er sjovt nok ikke det skønneste jeg har set, og så var museet meget mørkt fordi hun ikke har godt af lys... Men det var spændende af høre historierne og se de ting de fandt sammen med hende og de andre børn, som også blev ofret til guderne. Er glad for at jeg har set det, og mere af min by, da jeg gik hjem fra centrum. 


lørdag den 16. november 2013

Cuzco, Puno og Machu Picchu!

Så er jeg tilbage i Arequipa efter en helt ubeskrivelig rejse med de andre udvekslingsstudenter fra hele verden! Jeg vil selvfølgelig prøve så godt jeg kan at beskrive turen, men det bliver nok aldrig helt det samme som at være der. 
Følelsen af at sidde på toppen af verden, sammen med mennesker man kun har kendt i 3 dage, men man har et forhold med dem, som om man har kendt dem hele sit liv! Tiden måtte gerne gå i stå for en tid... 

Onsdagaften rejste jeg med udvekslingsstudenterne fra Arequipa, Tacna og Ilo til Cuzco. Vi ankom tideligt om morgenen, efter at have kørt hele natten. Lidt senere ankom alle udvekslingsstudenterne fra Lima. Jeg var lidt nervøs for mødet, for alle kendte hinanden, eller havde i det mindste mødt hinanden en gang før - Bortset fra mig, da jeg var i Mexico da de alle kom til Arequipa. Men det havde jeg ikke behøvet at være, for aldrig er jeg blevet hurtigere en del af en gruppe, end på denne tur. Som sagt har jeg kun været sammen med disse mennesker i lidt over en uge, og alligevel sidder jeg med følelsen af ikke at kunne huske den tid hvor jeg ikke kendte dem. Jeg kan uden tøve sige at jeg har venner fra hele verden <3 Men det indebærer jo desværre også, at man ikke kan være sammen allesammen hele tiden. For mig var det den første tur med udvekslingsstudenterne, men for de 3 australske udvekslingsstudenter var det den sidste. Jeg håber jeg kan rejse til Lima og være sammen med dem og vinke "på gensyn" i lufthavnen til Januar. 

Vi besøgte en masse forskellige ruiner og templer fra inkaerne's tid - Omgivelserne var fantastiske. Storslåede bjerge med de smukkeste stenformationer mens solen skinnede ned over os. 



Så kørte vi til en by udenfor Cuzco, hvor vi tog InkaRail-toget til Aguas Caliente, hvorfra vi den næste dag kørt i bus til Machu Picchu. Togturen var en oplevelse i sig selv. Vi kørte fra sol og blå himmel, ind i junglens grønklædtebjerge og fugtige miljø. 


Og så den næste morgen stod vi tideligt op, for at køre af hårnålesving op i skyerne til Machu Picchu! Klokken kan ikke ha' været meget mere end 7, da vi satte vores ben i inkabyen. Det var tåget, og lidt mørkt, og jeg må indrømme at jeg faktisk var lidt bange for aldrig at få set hele Machu Picchu. Men mens vi langsomt bevægede os rundt, kom solen frem, skyerne forsvandt og der var et af verdens syv vidundere! 




Vi tilbragte hele dagen der, og jeg gik sammen med min rigtig rigtig gode veninde, Lexie fra Canada, op til Puente del sol, hvor vi sad med næsten alle de andre udvekslingsstudenter og kiggede udover byen. Jeg kunne ha' siddet der i 100 år! Jeg gik også lidt hen af den 4 dage lange inkasti, med de franske og belgiske drenge. Det må være helt fantastisk at ha' gået i 4 dage op af trapper og hårde veje, og så ankomme til Puente del Sol. 

(Forresten en lille sjov historie da vi skulle tage fællesbilledet foran Machu Picchu: Der står vi allesammen med vores flag, armene om hinanden og venter i lang tid på at guiderne har fået taget et billede med alle kameraerne. Da jeg hører en form for grynten ved min venstre side drejer jeg hovedet, da jeg tror at min belgiske sidemakker, Colin, er begyndt at lave sjov eller snakke fransk til mig. Vi drejer begge hovedet mod hinanden og der står en fuldvoksen lama, som da lige skal være med på billedet, og derfor har stikket hovedet direkte ind i gruppen af udvekslingsstudenter :D Vi blev forskrækkede, og jeg skulle lige til at slå den, men bagefter var vi begge flade af grin!) 

Samme aften tog vi tilbage til Cuzco, og den næste dag havde vi fridag. Jeg tilbragte dagen med at gå rundt i byen, se markeder, se Plaza de Armas hvor jeg var inde i katedralen. Bonusfact: Der hænger et stort maleri i katedralen, Den sidste nadver, og der spiser de alle cuy (marsvin), en traditionel peruviansk ret. Og så tilbragte jeg også dagen på verdens højstbeliggende, 100% irskejede bar - "Paddy's Pub" :D Der smagte jeg sherperdspie for første gang. Var der blandt andet med en af mine venner som kommer fra Irland, så han var helt oppe at køre. 

Den næste dag så vi flere konstruktioner fra inkaernes tid, og så fik vi traditionel frokost hos en familie, som lærte os at flette bånd af snor, og fortalte os om hvordan de farver grannøglerne med naturlig farve. Det var lidt komisk for den peruvianske pige der både forklarede på spansk og engelsk udtalte sheepwool som shitwool, and it is very very dirty... 

En af damerne der flettede, mens Jasmine forklarede

Så tilbage til Cuzco igen. Pakke og købe lidt til den lange bustur den næste dag. Pizza på toppen af hotellet, og så var vi en mindre gruppe af udvekslingsstudenter, som fordelte alle de skønne ting og sager som vi alle havde købt til børnene og familierne på øerne i Lago Titicaca, som vi skulle besøge den næste dag. Det var virkelig positivt så meget folk havde købt. Barbier, bamser, ris, kuglepenne, bøger, linealer og meget mere! 



Lago Titicaca var utrolig flot. Stor som et hav, og med de flotteste flydende øer og normale øer rundt omkring i vandet. Vi overnattede på en af øerne hos forksellige familier, og om aftenen var der fest for alle turisterne, og vi blev klædt ud i traditionelt tøj og dansede! Personligt havde jeg mere en tre lag på: Bukser, nederdel, en til nederdel, t-shirt, skjorte og et stort bælte. Og alt i skønne stærke farver. Udover det havde jeg også et sjal til at tage rundt om hovedet eller skuldrene. Drengene havde en stor poncho og en chullo(traditionel hue) på. 


På vores sidste dag af hele turen, tog vi til de flydende øer, som er øer lavet af en form for siv, som både kan bruges til at spise og til at bygge alt fra øer til skibe og huse. Der blev vi igen klædt ud i traditionelle klæder, og sejlede en lille tur i en dragelignende, stor sivbåd, med et vakkelvornt "hus" i midten. Så spiste vi lækker fisk, på en af naboøerne, og så tog vi tilbage til Puno, hvor vi havde 2-3 timers fritid, hvor jeg besøgte en dansk dreng fra Silkeborg, som er udvekslingsstudent med AFS. 

Om aftenen blev alle ret triste, da vi tilbage på hotellet takkede alle for turen, og hvis man ikke allerede vidste det, blev gjort opmærksom på at det var australiernes sidste tur. Som jeg allerede har skrevet tidligere, så føler jeg at jeg altid har kendt disse personer, og derfor er det så ærgerligt at bo så mange kilometer væk fra dem. Både her i Perú, men også når de i Januar rejser tilbage til Australien... Men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at prøve at komme til Lima i Januar og tilbringe nogle dage med dem, og så vinke "på gensyn" i lufthavnen. 
Gerry og Elise fra Australien har virkelig taget godt imod mig, så tusind tak for det! Endda inden jeg kom til Perú, stalkede de mig på Facebook, og ønskede at jeg kom til Lima, og jeg skal love for at de elsker det danske folk og den danske krone ;) Det gør alle udvekslingsstudenterne faktisk, så forhåbentlig er jeg så heldig at nogen kommer på besøg når jeg en dag kommer tilbage til lille Danmark! 

I morgen er det så tilbage i skole, hvor der skal øves til Fiesta Familia, som er om en uge... Jeg savnedr allerede mine venner fra hele verden, og glæder mig til næste tur, som er i Februar hvor vi skal til Ecuador ;D 

Thumbs up for en mega fed tur! :D